Efter vores lille nedtur mod Greve i tirsdags var det i dag en flok revanchehungrende spillere der trådte ind i Himmelevhallen. Vi havde ikke kun revanche tilgode overfor os selv efter Grevekampen, men vi havde i lige så høj grad revanche tilgode efter Himmelevs syngende lussing af en 9 målssejr sidst de var på besøg i Rødbyhavn.
For at vi kunne få point mod Himmelev var der nogle faktorer som skulle falde ud til vores fordel. Vi skulle stække deres gode kontrafase, dæmme op for deres tempofyldte angrebsspil og ikke mindst undgå at skyde deres gode keepere gode.
Alle tre forhold blev løst til UG.
Himmelev havde særdeles svært ved at bryde igennem vores tonsertunge og meget stabile midterforsvar hvilket kastede en del 1. bølgekontra af sig.
Drengene var klar til at yde det ekstra der skulle til for at vi efter 60 min kunne række hænderne i vejret og gøre de mange tilskuere opmærksomme på, at der netop var blevet hugget to point fra rækkens førerhund.
Fantastisk arbejdssejr og et bevis på vores kollektivitet, jernvilje og offervillighed.
Næste kamp er hjemme mod Mørkøv, tirsdag d. 18. februar. Inviter hele familien i hallen og vær med til at skabe en intens stemning. Både 1. div og 2. div spiller kamp selvsamme tirsdag. Alle kampe spilles i Rødbyhavn.
På holdets vegne.
//Barnaby |